Klassementet inden Lyngby 2025-2026

Det er altid en fornøjelse at se i klassementslisten: drama, kamp og udvikling. Og når man så når til de afsluttende afdelinger, er det tydeligt, at ting spidser til. Særligt efter 4 afdeling: er bjørnen skudt eller er det bare skindet, der er solgt? Som altid er fratrækkerne en joker – vil det vende op og ned på placeringerne eller holder den hjem, selvom der allerede er skudt et dårligt resultat af.

Når man nørder, skal man tænke over, hvad det værste er, der kan ske. For når man regner på det samlede resultat efter sidste afdeling, så er det hvilket pointtal, man maksimalt kan få. Derfor er fx 4 førstepladser en sikker vinder: selvom man skulle få 1000 point i sidste afdeling, så kan man i den situation maksimalt få 4 point (1+1+1+1=4 og fratrækker på 1000 point). Så denne liste er baseret på, hvad der maksimalt kan ske. Og således er listen ikke det endelige resultat – det kommer jo naturligvis først, når vi har løbet.

En sidste krølle er, at pointlighed afgøres ved placeringen i sidste afdeling. Derfor ser vi altid meget vilde opgør i Lyngby. Folk ved godt, at den skal have fuld pedal… vi elsker det 😊

Teksten her handler om podiepladserne – men der er selvfølgelig mange, mange andre interessant opgør blandt de over 1200 deltagere. Vi kan ikke dække det hele her, men for dem, der forsøger at nå ind i top dit eller dat, eller kæmper mod kammerater, kolleger familiemedlemmer osv., er det fuldt ud lige så spændende. God fornøjelse med nørderiet og forberedelserne til sidste afdeling!

Link til point her: https://runraces.bbtiming.com/event/1558/points

Kort distance, kvinder 0-34

Hvis man møder op hver gang, så er chancerne for at vinde større. Og hvis man så også løber førstepladser hjem hver afdeling, ja så giver det ligesom sig selv. Dén opskrift har Frederikke Idon-Damm fulgt: 4 førstepladser, og dermed kan hun ikke røres: Frederikke vinder Frost Cup, 2025-2026. Hun kan maksimalt få 4 point, ingen kan nå hende.
Bagude er der fratrækkere i spil, idet den umiddelbart sikre 2’er, Camilla Hansen, har en udeblivelse og således ikke er sikker på noget som helst. Vinder hun 5. afdeling, ender hun med 7 point, men bag hende er Katharina Kaiser, som med en førsteplads kan ende med kun 9 point. Derfor skal Camilla mindst løbe en 2. plads hjem for at være sikker. Katharina er sikker på en podieplads – men om det bliver som 2’er eller 3’er, må vi vente med at se.
Klara Eigtved, Signe Fogh Grove, Aya Knudsen, Nina Pryds og Fie Baagø Elgaard kan alle nå op på podiet, hvis der ellers kommer fratrækkere nok i spil.

Kort distance, kvinder 35-49

Langt mindre drama har vi i den næste klasse:
Janne Holstein Pehrson vinder efter mindst 4 x førsteplads.
Linn Freund bliver formentlig 2’er efter mindst 3 x andenplads. Linn kan max få 9 point – derfor skal hun mindst have en andenplads for at være sikker, ellers får hun Marie Cordt lige i nakken, som maksimalt kan få 12 point – men som har muligheden for med en førsteplads i Lyngby at overhale Linn.

Kort distance, kvinder 50-59

Har der været spænding om udfaldet af denne klasse af seje kvinder – næ ikke rigtig:
Dorthe Gram løber hjem med max 4 point. Vinder af Frost Cup 25-26. Tillykke!
Helle Knudsen kan max få 8 point, andenpladsen sikret.
Janne Smidt kan max få 13 point og kan ikke røres.

Kort distance, kvinder 60+

Charlotte Rapson har med sin udeblivelse fra fjerde afdeling rystet en ellers stensikker fordeling af topposterne.
Men det kan ikke diskuteres, at Lise Thurmann med max 4 point vinder Frost Cup 25-26. Tillykke!
Vibeke Rasmussen kan med max 9 point være helt sikker på at blive 2’er.
Charlotte Rapson holder Anne Kongsgaard bag sig med et enkelt point – men har jo allerede brugt sin fratrækker. Derfor skal hun møde op, og hun skal slå Anne Kongsgaard. Hvis hun ikke gør dét, så ser vi Anne på pallen.

Kort distance, mænd 0-34

Mads Emil Romme skal komme. Han har allerede brugt sin fratrækker og kan derfor ende med nul og nix. Men bliver han mindst nummer 4, så kan koblet bag ham ikke røre ham. Koblet, ja. For 3 mand har 7 point – intet er afgjort. 2 af dem, Anton Harrsen og Christoffer Idon-Damm er sikker på podieplads, fordi de ikke har fratrækkere. De kan blive alt fra 1’er til 3’er. Kjartan Hjort, Viktor Jeppesen og Noah Hartelius kan også nå podiet – men så skal der godt nok være held i sprøjten.

Kort distance, mænd 35-49

Christian Hyldager er den eneste, der er sikker på podiet. Han bliver minimum nummer 2. Men kan også vinde det hele. Flemming Eriksen (pt #1), Rune Christensen (PT #3) og Jakob Mørkeberg (PT #4) kan nå podiet. Ja selv Simon Eriksen (PT #5) kan – men alle skal håbe på, at andre bliver væk eller løber virkelig ’dårlige’ resultater hjem – det bliver spændende!

Kort distance, mænd 50-59

Sidste års vinder, Søren Bay, startede som lyn og torden, men siden har vi ikke set ham, og klubkammeraten Niels Hjølund har taget over. Meeen Niels har en fratrækker allerede, og derfor kan Jesper Strøyer Andersen sagtens ende med laurbærblade på. I hvert fald bliver han mindst nummer 2.
Kent Sørensen, Henrik Sørensen, Peter Buske og Frederik Storgaard kan alle komme på podiet – men intet er afgjort… der skal leveres, drenge! Et rigtigt drama venter i Lyngby – vi glæder os!

Kort distance, mænd 60+

Mogens og Leif har skåret kagen allerede: pladserne øverst på podiet er fordelt, nu gælder det bare om at se godt ud, når man træder op:
Mogens Skjøtt får max 5 point og kan ikke hentes.
Leif Ulrich Johannsen får max 9 point og er sikker på pallens midterste trin.
Leif Nielsen ligger skulder ved skulder med Tom Ahlberg. De har begge 15 point og kan ikke hentes bagfra. Men uha-uha, der er mange muligheder for hvem der ender øverst af de to. En vaskeægte gyser!

Lang distance, kvinder 0-34

Signe Lyngby er bare suveræn. Først i mål, færdigt arbejde. Ligesom sidste år: først i mål, færdigt arbejde. Signe vinder Frost Cup 25-26.
Bg hende skal Emilie Elholm på fjerdepladsen satse på, at Cecilie D og Anna Camps enten ikke møder op eller løber væsentligt under vanlig standard. Emilie skal nok løbe sit livs løb. Men det er muligt at skabe overraskelser, for bag hende er der folk, der har løbet meget hurtige tider hjem – søledes kan fx Tabea Stief og Amalie Dam være med til at sprænge klassementet. Sammen med Sira Hjort på 9.-pladsen og Signe Lyngby på 1.-pladsen er Emilie den eneste, der endnu ikke er udeblevet. Så hvis det går helt vildt for sig, vil podiet blive besat af nuværende #1, #4 og #9. Så skørt bliver det nok ikke… men igen: intet er afgjort, mange mulige udfald i denne klasse.

Lang distance, kvinder 35-49

På den nuværende andenplads ligger Line K. Christensen og helt sikker på mindst at blive nummer to. Hun kan maksimalt få 9 point, og dermed kan hun ikke trues af Helle Nielsen og Malene Persson. Men om det bliver en første- eller andenplads, afhænger af Sarah HH Pedersens dagsform og mødevillighed. Sarah har brugt sin fratrækker, men når hun møder, leverer hun blændende førstepladser. Således har hun pt 3 point, og kan ende med de magiske 4 point. Men det kan også gå langt værre, og så er Line mester. Helle og Malene ligger á point, men regner man max-pointene sammen, ligger Helle (16 p) foran Malene (17 p) med en enkelt pind.
Oj, det bliver spændende at se, hvor det ender.

Lang distance, kvinder 50-59

Jeg ved ikke, om de selv synes, at det har været spændende. Det er også muligt, at de deltager i Frost Cup af andre årsager – og så kan det være, at de har kæmpet indædt og sammenbidt. I hvert fald kan vi konstatere, at pladserne er fordelt uden mulighed for overraskelser og så sirligt, som man overhovedet kan forestille sig: ingen udeblivelser, ingen afvigelser – kun fuldstændig snorlige resultater og placeringer til alle i top-4. Først med Karina Heinecke på 5.-pladsen er der et glitch i The Matrix… hun udeblev i 3. afdeling! Jamen altså 😊 Og overlod dermed striben af femtepladser til en anden. Således har Karina kun 3 femtepladser!!!
Helle Tibian vinder Frost Cup 25-26 efter (mindst) 4 x førsteplads. Tillykke!
Magdelena Kott tager trin to på pallen efter (mindst) 4 x andenplads. Tillykke!
Rikke Jennow bliver 3’er efter (mindst) 4 x tredjeplads. Tillykke!
Anni Nøhr lander uden for podiet efter (mindst) 4 x fjerdeplads. Tillykke!

Lang distance, kvinder 60+

Vi er ikke i mål endnu, så derfor ved vi jo ikke, hvor det ender. Men igen må vi desvæære konstatere, at der ikke er så voldsom meget konkurrence i denne klasse, hvor kun 7 løbere endnu er med i kampen om at have under 1000 point. 2 af disse har allerede udeblivelser, så vi ka ende med et flet på kun 5, hvis vi er uheldige.
Men det kan ikke diskuteres, at verdensstjernen Vibeke Hansen vinder Frost Cup 25-26. Tillykke og tak for at være med hos os! Fire førstepladser har Vibeke løbet hjem til samlingen.
Hanne Jensen og Elisabeth Linde Nielsen har begge 7 point. Derfor skal den hurtigst af de to hyldes som samlet to’er. Men Elisabeth har en udeblivelse allerede, hvorfor hendes fremmøde er ekstra vigtigt. Hanne Tynell lurer på tredjepladsen. Hun når næppe at overhale Elisabeth og Hanne Jensen – men hvis Elisabeth udebliver, så er vejen banet til en hyldest af masserne.

Lang distance, mænd 0-34

Jonas Hansson fører foran August Renault og Nikola Mojic. Men faktisk har de alle en udeblivelse, ligesom de tre næste har det. Så hele 6 mand kunne i princippet bane vej for syvendepladsen, Stefan Eriksson.
3 forskellige personer har prøvet at komme først i mål i klassen. 4 personer har prøvet at blive nummer 2. Der bliver kæmpet på kryds og tværs her – alt er oppe i luften, det bliver rent gys at følge de hurtige ungersvende.

Lang distance, mænd 35-49

Rune Knudsen er feltets hurtigste mand. Ikke bare i år, men også sidste år. Rune vinder Frost Cup for andet år i træk. Og ikke noget med at fedte med kræfterne, Rune løber konservativt på første halvdel og kværner så resten på sidste – dét er en opskrift, der virker. Tillykke og tak!
Men hvem skal have fornøjelsen af at stå på podiet med Rune? Tja-bum-bum… de næste fire herrer har alle en udeblivelse, hvorfor vi jo ikke kan være sikre på noget som helst. Lige nu er det Peter Hjelmsmark og Andreas Pedersen, der ligger til, men René Anda og Andreas Nielsen kunne lige så vel ende der.
Og hvis der er flere, der bommer, så kommer Simon Bager susende. Vi må se.

Lang distance, mænd 50-59

René Dalhof ligger i øjeblikket nummer 10. Det er et stykke væk fra podiet – men hvis det flasker sig for ham, og alle over ham udebliver, så ryger fratrækkerne i spil, og så vil René stå på podiet som nummer 3. Henrik Petersen, som pt. er nummer 5, kan også ende på podiet, og helt sikker er Mikkel Hjort, som ligger nummer 2. Men hov – Mikkel har kun 4 point – samme pointtal som Jakob Berget, der ligger nummer 1? Jo, men Jakob var hurtigst på bakkerne i Værløse, og således ligger han forrest med samme pointtal. Derfor skal Jakob Berget både møde op OG slå Mikkel Hjort, hvis han skal være samlet sejrherre i Frost Cup 25-26. Kommer Mikkel først over stregen, så er han samlet vinder. Wauw!!
Flemming Wewer, Peter la Cour Gormsen, Morten Jensen, Jan Søgaard-Hansen, Christian Salling og Jesper Bjerrum har alle chance for et resultat til podiet. Intet er på plads, der skal arbejdes!

Lang distance, mænd 60+

Vi ved med sikkerhed, at Arne Larsen med 2 andenpladser og 1 førsteplads under bæltet skal på podiet. Vi ved også, at han mindst bliver nummer 2, for han kan ikke hentes bagfra af kandidaterne Henrik Larsen og sidste års vinder Jens Peter Nielsen. Men vil han gå hele vejen til toppen? Det beror på Paul Andersen, som med 2 førstepladser og en andenplads ligger i toppen. Paul Andersen var dog ikke til start i Herlev, og derfor er det jo ikke sikkert, at han vil kunne sætte kronen på hovedet. I hvert fald: der skal leveres resultater i Lyngby – også for de hurtigste, hvis de skal på podiet og foreviges 😉 For vi kan i princippet se den nuværende nummer 8, Carsten Effersøe, nå hele vejen op på tredjepladsen, hvis alle ovenstående bliver stoppet ud af udeblivelser, som de alle allerede har sat ind på kontoen.